Dyrenes Beskyttelse søger kampagneansvarlig til testamente og mid-level donors
Vil du være med til at drive et af Dyrenes Beskyttelses vigtigste fundraisingområder?
Sammen med vores testamentemanager får du en central rolle på et veletableret og strategisk område, som står for omkring 60 % af organisationens indtægter. Her handler markedsføring ikke om klassisk kampagnearbejde, men om at kommunikere om arv og eftermæle med respekt, relevans og tryghed og om at forstå målgruppens særlige situation og overvejelser.
Sammen udvikler og gennemfører I kampagner og aktiviteter, der skaber tillid, kvalitetsleads og langsigtede resultater.
Stillingen kombinerer ansvaret for testamentearbejdet med udviklingen af vores indsatser over for mid-level donors. Du får mulighed for både at bygge videre på et stærkt område og samtidig præge et felt med stort potentiale.
Din hverdag hos os
I Privat Fundraising bliver du en del af et engageret team, der arbejder tæt sammen om stærke fundraisingindsatser og gode donoroplevelser. Du refererer til lederen for Privat Fundraising og har et tæt samarbejde med testamentemanageren, som har det overordnede ansvar for testamenteområdet.
Omtrent 70 % af din tid bruges på testamenteområdet og 30 % på udvikling af mid-level donors. Du får ansvar for at udvikle, implementere og projektlede kampagner, events og øvrige aktiviteter, der øger antallet af testamente-leads, oprettede testamenter, dyretestamenter og donationer fra mindeindsamlinger. Derudover skal du udvikle og koordinere indsatser, der både øger antallet af og indtægterne fra vores mid-level donors.
Du bliver en del af Privat Fundraising under Engagement & Fundraising, hvor vi prioriterer udvikling og innovation højt. Vi arbejder nysgerrigt og datadrevet med at forbedre kampagner og indsatser og tester gerne nye idéer, altid med respekt for etik og de særlige hensyn, der gælder på vores område.
Du får en hverdag med mange samarbejdsflader og kommer til at arbejde tæt sammen med kolleger i Privat Fundraising, testamentemanageren og bobehandleren, andre kolleger i Engagement- og Fundraisingafdelingen samt Kommunikationsafdelingen og eksterne partnere. Rollen passer godt til dig, der trives med ansvar, udvikling og tværfagligt samarbejde.
Du får blandt andet ansvar for at:
- bidrage til udvikling af årsplaner for testamentemarkedsføring i tæt samarbejde med testamentemanageren
- udvikle, implementere og projektlede kampagner, fra planlægning af medieindsatser i samarbejde med digital fundraising specialist og digitalt bureau til opfølgning på fremdrift, budget og resultater
- planlægge, arrangere og deltage i gennemførelsen af testamente-events
- udvikle og opdatere kreativer til always-on- og kampagneindsatser på testamente- og dyretestamenteområdet
- bidrage til håndtering af henvendelser om testamenter via mail og telefon
- igangsætte og følge op på analyser af både testamentearbejdet og mid-level området
- udvikle årsplaner og konkrete tiltag, der styrker relationen til mid-level donors og understøtter rejsen mod major donors
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant uddannelse, for eksempel inden for kommunikation, marketing, fundraising eller projektledelse. Erfaring fra en NGO er en fordel, men ikke et krav.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- arbejder struktureret og effektivt
- er stærk i samarbejde og relationer
- har god forretningsforståelse og en datadrevet tilgang til kampagnearbejde
- har erfaring med at omsætte analyser og indsigter til konkrete forbedringer
- brænder for kampagner, fundraising og kommunikation, der får mennesker til at handle
- kan skrive og redigere danske fundraising- og marketingtekster med klare call to actions
- trives i en hverdag, hvor opgaver og prioriteringer kan ændre sig
- bidrager aktivt til et godt socialt miljø
Vi forventer, at du har erfaring med, eller hurtigt kan opbygge forståelse for, de særlige hensyn, der gælder ved kommunikation om arv og eftermæle, herunder centrale lovgivningsmæssige rammer.
Som person er du imødekommende, samarbejdsorienteret og generøs med din faglighed. Du er nysgerrig på andres perspektiver, trives med både selvstændigt ansvar og tæt sparring og bidrager positivt til fællesskabet i Engagement & Fundraising – både fagligt og socialt.
Om ansættelsen
Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt. Arbejdstiden er 37 timer inkl. frokost.
Arbejdssted er på vores kontor i Søborg, tæt på Buddinge Station.
Stillingen er ledig til besættelse tidligst pr. 1. september.
Om Dyrenes Beskyttelse
Hos Dyrenes Beskyttelse hjælper vi dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur. Vores landsdækkende netværk af frivillige, dyrlæger, internater og vildtplejestationer hjælper tilskadekomne og nødstedte dyr. Dyrs velfærd er i meget høj grad påvirket af de regler og love, som politikerne i Danmark vedtager. Derfor arbejder vi for, at lovgivningen bliver indrettet til dyrenes bedste, og samarbejder med politi og andre relevante myndigheder for at sikre, at lovgivningen om dyr bliver overholdt.
Kontakt os gerne
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Privat fundraising Sandra Olsen sol@dyrenesbeskyttelse.dk
Er du interesseret?
Send din ansøgning og CV via nedenstående link senest søndag d. 9. august.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i løbet af august.
Bemærk, vi tager ikke imod ansøgninger sendt via mail eller via personligt fremmøde.
Vi benytter et rekrutteringssystem til at modtage og behandle din ansøgning. Læs mere om hvordan vi behandler dine data i forbindelse med rekruttering her.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.